For at styrke din hunds motorik og sanser er det bedste du kan gøre for den at gå i naturen i med den. Her får din hund nemlig helt andre indtryk og oplevelser end ved at gå i byen på underlag som er helt plan og lige.
En gåtur på stranden eller i skoven vil træne både din hunds taktile sans (sans der opfatter bl.a. Strukturer, kulde/varme og tryk) og dens propioceptive sans (sans der blandt andet kontrollere bevægelser og styrer muskelspænding). Din hund vil mærke strukturen i underlaget og vil samtidig skulle tilpasse dens bevægelser ift. det ujævne underlag, som fx sandet på stranden eller gruset på skovstien. Det betyder, at de små led i poterne og underbenene kommer på arbejde, fordi de hele tiden skal tilpasse sig de ujævnheder der forekommer i underlaget. Resten af din hunds krop bliver også trænet og det er alt sammen med til at styrke kroppen som helhed.
Hvis din hund svømmer, springer eller gå på træstammer bliver dens vestibulære sans (sørger bl.a. for at opretholde balance og kropsholdning) også trænet.
Hver gang sanserne stimuleres vil din hunds kropsbevidsthed blive styrket. Når din hund har en god motorik og får mulighed for at bevæge sig frit og undersøge sine omgivelser vil den blive mere sikker og tryg i sin egen krop. Det er med til at give din hund mental styrke.
Har du ikke mulighed for at gå ture i skoven eller ved stranden kan du bruge forskellige redskaber der hjemme til at træne de forskellige sanser. Du kan for eksempel bruge en madras som din hund kan gå hen over. herved får den trænet proprioreceptorerne. I takt med at din hund bliver tryg ved madrassen kan øvelsen udbygges.
Hvis du gerne vil have råd og vejledning til forskellige ”fitness” øvelser, booke en tid til massage eller hvis du gerne vil have et tjek af din hunds bevægeapparat så send mig gerne en besked.