Når vi snakker smerter hos dyr, kan der være tale om den kroniske smerte og den akutte smerte.
Kronisk smerte er, som navnet antyder, en smerte som dyret har haft i lang tid.
En akut smerte starter pludseligt og ophører efter relativt kort tid, hvis altså årsagen til smerten identificeres og behandles.
Et eksempel: dyret træder forker og laver et vrid i højre forben. Dyret halter på højre ben og dyrlægen identificerer hurtigt problemet. Du får smertestillende udleveret og bliver bedt om at holde dyret i ro i et vist antal dage. Derefter starter du stille og roligt med let genoptræning og massage – og dit dyr er igen fit for fight.
Når der er tale om kronisk smerte er den underliggende årsag ikke nødvendigvis fundet og den korrekte restitution eller heling har måske ikke fået lov til at foregå. Derfor vil skaden, som til at starte med måske var lille og næsten ubetydelig, have fået lov til at sætte sig, og så kommer følgeskaderne langsomt.
Det kan være meget svært at vurdere om et dyr har smerter. Især når man går op og ned ad den hele dagen. Ændringerne hos dyret kommer gradvist over længere tid. Dit dyr lever med det i stilhed og du bemærker måske ikke de små ændringer smerten giver hos din hund.
Når først dit dyr reagerer og giver udtryk for smerte, ja så er det som oftest noget den har gået med over en længere periode. Derfor er det os som ejere der skal blive bedre til at se de små ændringer der er i dyrenes adfærd eller bevægemønstre, som kan være tegn på at dyret har ondt. Det kan fx være:
- Ændret adfærd
- Nedsat appetit
- Nedsat vilje til træning
- Problemer med at træne til en side
- Viger ved bestemte øvelser